-
Dokumentarfilm skal rykke respektfuldt ved andre folks forestillinger
- 2023/06/22
- 再生時間： 21 分
- ポッドキャスト
-
サマリー
activate_samplebutton_t1
あらすじ・解説
I Sophia-samtale #30 dokumentarfilmproducer og -producent Lise Lense-Møller gæst hos Jens Raahauge. Samtalen kommer til at kredse om de vilkår, der er blevet branchen til del, og om de overvejelser, man må gøre, når man med sine film ønsker at åbne folks øjne for, at verden kan se anderledes ud, end man umiddelbart tror.
Filmproducer og -producent Lise Lense-Møller har været en del af dokumentarfilmbranchen i mange år. Hun vil helst lave film, der med respekt kan skubbe lidt til dem, der ser filmene, ved at vise dem, at verden kan anskues på flere måder. Hun finder det derfor ikke særlig givtigt at bygge på dem, hun er enig med.
I branchen oplever hun selv at blive beriget og rykket i, når hun deltager i internationale konferencer, hvor filmfolk fra alle kontinenter deltager, og hvor hun oplever de store forskelle, der er i leve- og produktionsvilkårene, og hvor hun fornemmer, at man kan lære af alle, hvis man har en åben tilgang til hinanden.
Lise Lense-Møller anser dybest set dannelse for at være et navneord, der fungerer som udsagnsord. Dannelse er handlingsorienteret og fordrer, at man forholder sig nysgerrigt til verden og hinanden. I den slags dokumentarfilm, som hun holder af at lave, drejer det sig om at søge en sandhed, som måske ikke er faktuel, men måske snarere poetisk; altså film som har en åben konklusion.
Denne tilgang er også kendetegnende for hendes arbejde med børnefilm, hvor specielt nogle reaktioner på en film om døden, har gjort indtryk på hende, fordi ”den fik de stille til at tale”. Film kan åbne.
Lise Lense-Møller peger på, at den kreative proces i filmarbejdet har fået trangere kår, ikke mindst som følge af digitaliseringen af procedurerne, når man skal søge støtte. Tidligere stillede man op og beskrev sit projekt, nu er man henvist til at udfylde skemaer, der for det første varierer fra instans til instans og for det andet alle tvinger en ind i begrænsende skabeloner.
Medvirkende: Jens Raahauge og Lise Lense-Møller
Optagelse & klip: Jens Skou Olsen
Redaktion: Jens Raahauge og Jens Skou Olsen
Filmproducer og -producent Lise Lense-Møller har været en del af dokumentarfilmbranchen i mange år. Hun vil helst lave film, der med respekt kan skubbe lidt til dem, der ser filmene, ved at vise dem, at verden kan anskues på flere måder. Hun finder det derfor ikke særlig givtigt at bygge på dem, hun er enig med.
I branchen oplever hun selv at blive beriget og rykket i, når hun deltager i internationale konferencer, hvor filmfolk fra alle kontinenter deltager, og hvor hun oplever de store forskelle, der er i leve- og produktionsvilkårene, og hvor hun fornemmer, at man kan lære af alle, hvis man har en åben tilgang til hinanden.
Lise Lense-Møller anser dybest set dannelse for at være et navneord, der fungerer som udsagnsord. Dannelse er handlingsorienteret og fordrer, at man forholder sig nysgerrigt til verden og hinanden. I den slags dokumentarfilm, som hun holder af at lave, drejer det sig om at søge en sandhed, som måske ikke er faktuel, men måske snarere poetisk; altså film som har en åben konklusion.
Denne tilgang er også kendetegnende for hendes arbejde med børnefilm, hvor specielt nogle reaktioner på en film om døden, har gjort indtryk på hende, fordi ”den fik de stille til at tale”. Film kan åbne.
Lise Lense-Møller peger på, at den kreative proces i filmarbejdet har fået trangere kår, ikke mindst som følge af digitaliseringen af procedurerne, når man skal søge støtte. Tidligere stillede man op og beskrev sit projekt, nu er man henvist til at udfylde skemaer, der for det første varierer fra instans til instans og for det andet alle tvinger en ind i begrænsende skabeloner.
Medvirkende: Jens Raahauge og Lise Lense-Møller
Optagelse & klip: Jens Skou Olsen
Redaktion: Jens Raahauge og Jens Skou Olsen